Nedtur.

Jeg har vendet mig til, at have det godt. Hvorfor jeg så nu, så voldsomt får det dårligt. Føler bræk og tåre presse sig på, og at alt bare synes mere stødene end normalt. Hvorfor gør det det? Ville det da stoppe. Alt gør mig ked. Bare alt. Ved ikke hvem jeg skal snakke med det om, for jeg hader, at trække andre med ned. Jeg ønsker jo ikke at de skal have det dårligt med mig, jeg ønsker bare, at de skal lytte. Men efterhånden her på det sidste, synes jeg, at hver gang jeg har søgt om den støtte jeg havde så desperat brug for. Så vender de ryggen til. Min mor har sagt så mange gange, at andre aldrig bliver tiltrukket at mennesker der har det dårligt. Og det har altid fået mig til, at have det endnu værre. Men, at jeg også bare bliver bekræftet i det af andre. Gør næsten mere ondt. Emilie siger at jeg har det med, at gå i "Katharina mode" når jeg oplever noget der gør mig ked. Hun siger til mig, at jeg gør det værre end det er. Men sådan er jeg jo bare. Og hvad skal jeg gøre? Det hjælper mig jo heller ikke, at få det smidt i mit ansigt, at jeg opføre mig ondsvagt, og overdrevet. Hvis det virkelig er sådan jeg har det. At jeg bliver oplyst op, at det bare er forkert. Så tror jeg jo, at jeg er forkert

Så nu føler jeg mig forkert. Alt er forkert, i forhold til normale i dag. Alt er forkert. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. For jeg ønsker egentlig inderst, at det forbliver sådan. Og det forvirre mig, kan ikke forstå hvorfor jeg ønsker, at have det dårligt.
Måske jeg normalt ville have talt med min mor, men nu. Nu gør hun det værre. Værre og aldrig bedre mere. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Vær sød, at tage mit hoved og tøm det. Lad mig bare sidde uden tankerne, lad mig bare gå rundt. Lad mig, lad noget af mig, som jeg håber kan, fixe det her. For jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det med disse tanker. Bare gør noget.